Fuldkornsrugbrød med danske linser og kerner

Hjemmebagt fuldkornsrugbrød med danske linser og kerner

Af Pure Dansk™

Fuldkornsrugbrød med danske linser og kerner

Rugbrød med danske Anicia linser og masser af kerner er nemt at lave, da det er uden surdej og derfor ikke kræver flere dages planlægning. Rugbrødet er fyldt med kerner og linser. Er du vild med rugbrød med en sprød skorpe og en saftig konsistens med masser af frø og kerner, skal du smage dette. 

Alle ingredienser er økologiske  - og så vidt muligt danske.
 

Forberedelse 30 min / Hævning 2 t / Bagetid 1½ t / I alt 4 timer
Denne opskrift giver 1 rugbrød 

 

Ingredienser

  • ½ dl (45 g) tørrede Danske Anicia Linser
  • 400 g rugmel
  • 3 dl knækkede rugkerner
  • 2½ dl kogende vand
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl solsikkerkerner
  • 2 dl yogurt natural
  • 2 dl hvidt øl
  • 1 spsk. sirup
  • 6 tsk. salt
  • 25 g gær
  • 1 spsk. koldpresset rapsolie eller smør til at smøre rugbrødsformen
  • 3 spsk. blandet kerner til drys

 

Fremgangsmåde

  1. Kom rugkernerne i en skål, og hæld 2,5 dl kogende vand over – og lad dem stå i 30 minutter
  2. Skyl og kog imens de tørrede Anicia linser i rigeligt vand i ca. 25 minutter
  3. Hæld vandet fra de kogte linser, og lad dem køle af
  4. Kom øl, yogurt natural og salt i en skål, og opløs gæren heri
  5. Tilsæt de kogte linser i gærblandingen
  6. Tilsæt sirup, udblødte rugkerner, hørfrø og solsikkekerner og rør det godt sammen
  7. Tilsæt rugmel i dejen. Rør gerne dejen med en røremaskine i 10 minutter
  8. Smør rugbrødsformen med olie. Fordel dejen i formen og glat dejen med fugtige hænder
  9. Drys rugbrødet med 3 spsk. blandet kerner – vi har blandet 1 spsk. kogte linser og 2 spsk. solsikkekerner
  10. Tildæk rugbrødet med et rent viskestykke og lad rugbrødet hæve i ca. 2 timer
  11. Bag rugbrødet ved 200 °C (varmluft) i 1½ time. Er det første gang, du bager rugbrød anbefaler vi at bruge et stegetermometer. Tag rugbrødet ud, når temperaturen er på 97 °C
  12. Lad brødet hvile i 10 minutter i rugbrødsformen. Vend det herefter ud på en bagerist og lad det afkøle

Servér det nybagte rugbrød med vores tunfrisalat med Ingrid ærter eller linsepostej.

Danske Anicia Linser

Den danske Anicia linse er en delikatesselinse, også kendt som Puy-linsen. Smuk og grønmeleret med en let krydret smag. Samt noter af friske ærter og peber.

→ Køb Danske Anicia Linser